onsdag den 18. november 2009

Ronsons tvivlsomme karriere




1983-84 Vinderød IF
Sign-on Fee: 14 Hindbær-brus

Lever på dette tidspunkt under kummerlige forhold i Enghavens ghetto, hvor hans åbenlyse talent spottes af en scout fra Vinderød Skov. For en rød sodavand lokkes han ud af slummen og ind i Vinderød IF's superprofessionelle, men trygge miljø, og har sin store andel i klubbens oprykning til Sandkassernes Elitedivision.

1984-91 Frederiksværk Boldklub
Transfersum: Ukendt, Sign-on Fee: 8 LangeJan med Jorbærsmag

Hans flotte første sæson i Vinderød IF går ikke upåagtet hen, og Storklubben FB lokker med slik efter træning. Specielt stortræneren Carsten Koch har sin indflydelse på det purunge talents udvikling de første år. Siden varetages opgaven af så prominente navne som Michael ”Osten” Jensen (i dag bedre kendt som Mikes), Ebbe Hansen, Per ”Verdensmand” Kirkegaard og Jesper Tinggaard. Tilsammen lærer de knægten alle facetter af spillet. Mikes, hvordan man løber uden bold og hvordan en vanddunk forvandles til et projektil. Ebbe, hvordan man drikker bajere og ryger pibe samtidig…og i øvrigt, hvordan man taler til en dame. Per og Jesper, at grønne bukser er ok.

1991-94 Vinderød IF
Transfersum: Ukendt, men undgår repressalier fra klasssekammeraterne

Efter en stribe succesfulde år i FB, bukker talentet under for presset fra skolekammeraterne, der truer med tørre tæsk, hvis han ikke vender tilbage til Vinderød, hvilket resulterer i en historisk lav transfer. Måske den mest omdiskuterede i nyere tid og omgivet af megen mystik. Knægten vender sig dog hurtigt til presset, og sikrer sammen med den legendariske træner, Dynamit-Johnny, klubben oprykning 3 sæsoner i træk.

1994-97 Frederiksværk Fodboldklub
Transfersum: Fri vask

FB lokker igen, denne gang med bajere efter træning. Det unge talent sikrer sig sin første lukrative kontrakt, med fri adgang til vaskerummet. Trænere som Michael Eriksen, Thomas Tusgaard, Per ”Puma” Hansen og Michael Grønlund er alle med til at udvikle talentet i uheldig retning. Specielt mødet med Michael Grønlund får konsekvenser, da han på dette tidspunkt har det med konstant at tage billeder af talentets løg. En syg tendens, som gør talentet usikker på sin egen seksualitet.

1997-99 Silkeborg IF
Fri transfer. Sign-on fee ukendt

På utallige opfordringer fra Preben E. sikrer SIF, i kapløb med en række andre klubber, sig det unge talents underskrift. Efter en sublim opstart ryger talentet ind i store problemer. Langvarige skader gør knægten ukampdygtig det meste af tiden, hvilket driver ham ud i alkoholmisbrug og i Silkeborgs natteliv går han under navnet desperadoen. Frustreret og rådvild kaster det unge talent sig ud i den ene seksuelle eskapade efter den anden, og der bliver i den grad eksperimenteret. Ses i flere omgange sammen med Nocko Jockovic…i situationer som kunne have seksuel karakter. Begge har efterfølgende udtalt, at de blot var gode venner. På fodboldbanen blive han aldrig helt klar, men den efterfølgende træner, Sepp P. elsker ham og hans blotte tilstedeværelse gør ham uundværlig. Han står nærmest alene bag Martin Laursens udvikling og via talentets kontakter bliver Martin sendt til Verona. Desuden når han at føre U-21-holdet til finalen mod Brøndby.

1999-00 Buffalo Blizzards
Fri Transfer, Sign-on fee: Periodekort til Greyhounds busser

Skader til trods, bliver det unge talent hentet til Buffalo, hvor han sammen med den tidligere Ikast målmand, Kaj Stefansen, dominerer den amerikanske indeliga. Opholdet bliver dog kortvarigt, da han gribes i anden kønslig omgang med præsidentens 16 -årige datter. Præsidenten forstår ikke devisen om, at hvor der er græs, må der spilles og hvor der ikke er….må der trænes. Stærke ydre kræfter arbejder for talentet, men det lykkes alligevel præsidenten at få kontrakten ophævet.

2000-01 Chaweng Beach Boys
Overgangssum: 800 Baht

Med to flasker af den fineste Mehkong Wiskey lokkes det fallerende talent til Chaweng, hvor han er et tiltrængt boost i thailansk strandfodbold. Han hyldes som en konge, og vælter sig i sprut og damer, hvilket utroligt nok, ikke har nogen synlig effekt på hans sublime spil i sandet.

2001-03 Frederiksværk Fodboldklub
Overgangssum: Gratis morgenmad på Hotel Frederiksværk

Denne gang er det er det gavflaben Lars Dahlsborg der lokker med 3 bajere i tutten, og det unge talent er i den grad til salg. Men talentet har tydelige problemer med alkohol og stoffer, og vælger at afbryde samarbejdet pludseligt. I flere år hører man intet til ham, men bliver angiveligt flere gange set i indremissionske sammenhænge i Holstebro. Intet konkret er der dog på ham, før han 3 år senere dukker op i København.

2006-07 B93
Fri tranfer. Sign-on fee: Den første gratis på Café Kildevæld

Spiller samtlige kampe under falsk navn, derfor ingen trackrecord, men udlover hurtigt en kasse bajere til den, som kan finde en stodder med mindre kæp end talentet selv. Talentet har så vidt vides aldrig givet bajere på den konto.

2008- Frederiksværk fodboldklub
Fri transfer. Sign-on fee: Bøfsandwich

Talentet bliver i 2008 sæsonens slutspil hentet tilbage for at sikre nedrykning til Serie 2. Det lykkes uden stor besvær, men kan efterfølgende ikke hindre oprykning til Serie 1, og i indeværende sæson har han kæmpet hårdt for at undgå oprykning til sjællandsserien. Sidst set i Polen.

Alder: 31 år
Højde: 187 cm
Vægt: 80 kg
Spillernummer: Han går ikke op i numrer, men har altid spillet i 7’eren
Livret: Sprængt sommerbuk med ansjoser
Jobtitel: Studerende
Civil stand: Bor sammen med Kiazele
Spidskompetence: Et gyldent højreben som aldrig bliver brugt
Livsanskuelse: Hvor der er græs, må der spilles, hvor der ikke er – må der trænes.




9 kommentarer:

  1. Det er verdensklasse, intet mindre.

    SvarSlet
  2. Godt at se du har haft fokus på det væsentlige i karrieren. Og jeg ved godt, at hvis du havde stået model til det, Martin Laursen gjorde i omklædningsrummet, ja, så var det dig, der var røget til Verona. Heldigt for dig, endte du ikke på bænken i diverse europæiske topklubber, men valgte gode solide klubber der sikrede dig masser af spilletid, og ikke mindst, betaling til tiden.

    SvarSlet
  3. hahaha.... du er sku noget Ronson :-)
    Vidste ikke at du har haft så gloværdig en karriere! Det er verdensklasse...

    SvarSlet
  4. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
  5. Fantastisk Rejse dit liv har været indtil nu. Glæde mig til at høre hvad fremtiden bringer.

    SvarSlet
  6. Ja, du har ret, Claus....fokus fokus fokus, hvilket har været kendetegnende for hele min karriere. Det kan man lære noget af :-)

    SvarSlet
  7. Nej Dan, og det har sine naturlige årsager, Ronson er i den grad blevet forbigået i pressen. Et regulært boykot fra mediernes side. Men vi får se, hvem der vinder den kamp!

    SvarSlet
  8. Hold kæft knægt - den er squ da lige til Ugebladet

    SvarSlet
  9. Det er ganske enkelt enormt morsomt!!!
    Mere af den slags, tak!
    Al magt til V.H.

    Ulven

    SvarSlet